Brugskunst, Design, Design, Indretning, Retro

LIV I GAMLE TING OG SAGER

Hvem vil ikke gerne have fingrene i et fint gammel stykke brugskunst eller et gammelt møbel, der enten kan bruges som det er eller shines lidt op, så det passer perfekt ind i hjemmet? Loppefund er hot stuff, og mange mennesker bruger oceaner af tid på at jage guldet. Og for mange betaler det sig i sidste ende. Glæden ved at stå med et godt fund er det hele værd. Der er mange – og jeg mener mange! – tv-programmer, der understøtter tidens trend, og som inspirerer og opfordrer til selv at gå på jagt.

 

Vi vil være unikke

Trenden appellerer til mange aldersgrupper. Studerende og andre, der har brug for at indrette sig til billige penge, og mere veletablerede, der ønsker at blande nyt med gammelt for at skabe en hyggelig og personlig stemning. Måske er man blevet træt af, at hjemmet udelukkende er indrettet med ’moderne’ møbler og ønsker at gøre noget, der ikke er mainstream. For det er jo bestemt også en trend – at vi ønsker at være unikke og have noget, som ingen andre har. Et opgør, måske, med det klassiske design, hvor mange køber de samme møbler, de samme vaser, de samme lamper. Kedeligt, mener mange.

 

Det umoderne får revival

Tit skal der ikke så meget til for at sætte sit personlige præg på indretningen. Det kan være en gammel lampe her, og mormors gamle lænestol der. Noget, der især er blevet in, er teaktræ. Det kan ærgre, at man ikke ikke har gemt spisebordet og skrivebordet fra barndomshjemmet, men på et tidspunkt blev det jo håbløst umoderne og kitsch. Men sådan er det gået med rigtig mange ting og stilarter igennem tiden, og meget af det får en revival. Så hvis pladsen tillader det – hvad den sjældent gør – er det måske en god ide at gemme det, der på et tidspunkt bliver umoderne. Det KAN jo være!

 

Fra nyt til gammelt

En anden trend er at købe nyt og få det til at se gammelt ud. Ved fx at male det over på en bestemt måde, så det ser ud, som om møblerne har patina. Det er en anden måde at gøre det på. Men det er og bliver det autentisk gamle, der interesserer os. Det er svært at forestille sig, at retro nogensinde går af mode, når det lige nu er så stort, for der vil jo altid være stilarter, der kommer igen. Fra kitsch til cool. Fra upersonligt til personligt. Nyfortolkning af det, der var engang.

Previous ArticleNext Article