Tøj & mode, Trends & tendenser

En modeverden i forandring: fra “heroine chic” til “big is beautiful”

Nu rykker det: Op igennem 90’erne og starten af 00’erne var det de helt tynde modeller, der dominerede podiet til modeshows og i reklamer. Maven skulle være flad, kravebenene tydelige og armene så tynde som grene – så var den perfekte krop hjemme. De senere år ser det dog ud til, at vi endelig er på vej væk fra et modeideal, der fik antallet af spisevægringsramte piger og drenge til at eksplodere. Men der er lang vej endnu!

Husker man 90’erne, husker man også Kate Moss. Navnet, ansigtet og kroppen var plastret ud over alle magasiner, reklamer og modeshows, og hun blev set sammen med store stjerner som Johnny Depp og Marky Mark (Mark Wahlberg). Hendes pigede krop, der på mange måder ikke matchede det, man anså som værende en voksen 20-30-årig kvindes krop, blev idealet for mange piger. De smalle hofter, de små bryster, de tydelige kraveben og den helt flade – næsten indsunkne – mave var svære at opnå på naturlig vis, medmindre man var født med netop denne kropstype. Det resulterede i en eksplosion af unge piger med nervøs spisevægring, også kaldet anoreksi, og piger med bulimi.

Paradigmeskifte på vej

I slut 00’erne begyndte kropsidealet at ændre sig en smule. Hvor det før handlede om at have så få kvindelige former som muligt, inspirerede Victoria’s Secret-modellerne nu til en stadig flad mave men nu med fyldige bryster og moderate hofter og numsefyld. Der kan argumenteres for, at lige netop denne kropstype er endnu sværere at opnå på naturlig vis, og det kan måske forklare det store boom af fitnessentusiaster, der kæmper for at blive trænet nogle steder og have fylde andre steder. Ikke desto mindre har det uopnåelige kropsideal hersket modekreationerne i verdens store modehuse i årevis, hvor det især er størrelse 34-36, der er blevet anset som værende normen.

I 2017 var der store modebrands på stribe, der offentligt var ude at sige, at de ikke længere ville bidrage til det usunde kropsideal. Derudover byder de sociale medier på mange profiler og trends, der i langt højere grad hylder kvinders former frem for at udskamme dem og undertrykke dem, hvilket er med til at lægge grobunden for et paradigmeskifte. Så nu mangler vi bare tøj til store kvinder, der ikke springer over, hvor gærdet er lavest og bare laver stort, poset og formløst tøj, men som komplimenterer kvindekroppen og ikke gemmer formerne.

Previous ArticleNext Article